Men bogen er ikke kun en fortælling om sygdom.

Det er en fortælling om at være anderledes uden altid at vide hvorfor. Om at lede efter et sted, hvor man hører til. Om identitet, venskaber, uddannelser og drømmen om at kunne klare sig selv. Om hjælpere, kørestol og mødet med et system, der ikke altid er indrettet til det liv, man ønsker.

Gennem bogen forsøger jeg gang på gang at holde fast i de ting, jeg kan: i uddannelse, selvstændighed og det at leve et så normalt liv som muligt. Jeg kæmper for retten til selv at bestemme over mit eget liv og hvordan det skal se ud. Undervejs opdager jeg, at det ikke kun er kroppen, der sætter grænser – nogle gange gør omgivelserne og systemet det også.

Den levende porcelænsdukke rummer både sorg, frustrationer, ensomhed og tab – men den rummer lige så store dele med venskaber, fællesskab, stædighed og en god portion humor.

Måske handler det ikke om at få det liv tilbage, jeg havde forestillet sig.

Måske handler det i virkeligheden om at finde ud af, hvordan jeg skaber et godt liv, når livet bliver noget helt andet, end jeg havde forestillet sig.